Berlin-muren
Berlinmuren (på tysk Berliner Mauer eller bare die Mauer, i DDR kaldt Antifaschistischer Schutzwall «antifascistisk beskyttelsesmur», i det daværende Sovjetunionen kendt som den "Antifascistiske Beskyttelsesvold") var en adskillende spærring af beton, pigtråd og elektrisk hegn mellem Øst- og Vestberlin. Den skilte Vestberlin fra Østberlin og resten af DDR. Det var DDR, der lukkede grænsen mellem de to dele af Tyskland (BRD og DDR). Formålet med muren var officielt at beskytte DDR's indbyggere mod fascisme (østbloklandene mente, at de kapitalistiske NATO-lande, og i særdeleshed Vesttyskland, var fascistiske). Den reelle årsag til byggeriet af muren var at forhindre, at befolkningen flygtede til det rigere og demokratiske vesten, hvilket ville medføre en økonomisk kollaps for DDR. Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere stadig uhindret kunne flygte til vesten. Selve konstruktionen af muren begyndte den 13. august 1961. Muren faldt 9. november 1989 efter godt 28 år.
Murens fald
Den 11. marts 1985 bliver 54-årige Mikhail Gorbatjov
generalsekretær i sovjetunionen (karaktertræk: charme, intelligens,
ubestandighed, vankelmod.) Han var blevet indvalgt i Politbureauet i 1980
(protegeret af Jurij Andropov – stejl karriere). Han ville gennemføre et
reformprogram for at skabe ny vitalitet i den skrantende sovjetunion.
Planøkonomien skal effektiviseres og ikke afskaffes for dermed at skabe et mere
solidt grundlag for sovjetunionen som stormagt. Østberlin stiller sig bekymrede
op for disse målsætninger og vælger fra start af, ikke at følge dem. Den
vestlige side sætter, modsat Østberlin, forsigtige forventninger til Mikhail
Gorbatjov. Berlinmuren faldt endeligt om natten mellem torsdag 9. november og
fredag 10. november 1989. Årsagerne til murens fald var det stærke pres fra
befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til
Vesttyskland, delvis gennem ambassader i forskellige østeuropæiske lande og
delvis gennem Ungarn, som havde åbnet sin grænse til Østrig. Det som dog bliver
murens endeligt er nøjagtigt de samme problematikker, som i 1961 fik
sovjetunionen til at rejse muren – nemlig flugtbevægelsen. Man fjerner muren for
at undgå yderligere udrejse fra sovjetunionen. Murens fald blev udløst gennem en
pressekonference med politbureaumedlemmet Günter Schabowski, som blev
transmitteret direkte i fjernsynet. Schabowski oplæste ved slutningen af
pressekonferencen ca. kl. 18.57 en ministerrådsbeslutning om et nyt
rejsereglement. Det viste sig imidlertid senere, at beslutningen endnu ikke var
formelt vedtaget. Sammen med Schabowski var Helga Labs, Gerhard Beil og Manfred
Banaschak, alle medlemmer af SED's centralkomité. Beslutningen, Schabowski læste
op, lød:
“Altså, vi vil give borgerne en suveræn mulighed for at rejse derhen hvor han
vil, ved hjælp af en række omstændigheder, dertil hører også rejseloven. Vi
bekymrer os naturligvis om, altså om denne mulighed, som rejseloven - endnu ikke
i kraft, det er jo et udkast. Ganske vist er det i dag, såvidt jeg ved, blevet
truffet en beslutning. Men har krævet en anbefaling fra politbureauet, om at man
tager den passus ud af udkastet og lader det træde i kraft, der regulerer den -
som man så skønt eller uskønt siger - den permanente udrejse, altså for dem, der
forlader Republikken. Da vi betragter det som en umulig tilstand, at denne
bevægelse foregår over en venligsindet stat, hvad der jo heller ikke er så let
for denne stat. Og derfor har vi i dag besluttet os til en bestemmelse, der gør
det muligt for enhver borger, at rejse ud over DDR’s grænseovergange”.
På spørgsmål fra en journalist, formodentlig Riccardo Ehrmann fra det italienske
nyhedsbureau ANSA, om, hvornår reglerne trådte i kraft, svarede Schabowski «ab
sofort» (med det samme). Efter at flere vesttyske radio- og fjernsynsstationer
havde meldt, at «muren er åben» samlede der sig ved grænseovergangene flere
tusinde østberlinere, som forlangte, at muren skulle åbnes. På dette tidspunkt
var hverken grænsetropperne eller Stasis paskontrolenheder informeret om nye
regler. Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne
valgte grænsevagterne ved Bornholmer Straße klokken 23.32 som de første at åbne
grænseovergangen, og senere blev flere grænseovergange i Berlin og andre steder
ved den tysk-tyske grænsen åbnet. Sidst på natten fulgte flere åbningen over
fjernsynet og begav sig mod grænseovergangene. Men den store menneskestrøm fra
øst til vest kom om formiddagen den 10. november. Østberlinerne blev modtaget
med begejstring i Vestberlin. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og
fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Under euforien klatrede mange
vestberlinere op på muren, og Brandenburger Tor, som før havde været forbudt
område, blev åbnet for alle. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød
nationalforsamlingen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen. Murens
fald var en skelsættende begivenhed i verdenshistorien og blev bl.a. fejret med
en koncert af Leonard Bernstein juleaften 1989. I 1990 opførte Roger Waters sit
album The Wall (fra 1979) på Potsdamer Platz, som tidligere havde været
ingenmandsland ved muren. The Wall beskriver en psykologisk mur og havde
oprindeligt ikke noget med Berlinmuren at gøre. Efter at kommunistregimet brød
sammen, blev muren i løbet af kort tid revet ned, og der er i dag kun enkelte
delvis uforandrede dele af/få spor tilbage efter den. Murens forløb er
imidlertid markeret ved en dobbeltradet række brosten nedlagt i vejene, så man
tydeligt kan se, hvor muren stod.
Kort over muren (klik for stor udgave)
Checkpoint Charlie 2010
Masseflugt fra DDR
Nikita Khrusjtjov rettede 27. november 1958 et ultimatum til vestmagterne og
krævede, at de skulle trække sig ud af Berlin, og at Øst- og Vestberlin skulle
slås sammen til én by under DDR's kontrol. Dette skulle opfyldes inden seks
måneder, og hvis det ikke skete, ville Sovjetunionen slutte separat fredsaftale
med DDR og overlade al sovjetisk kontrol til kommunistpartiet i DDR. Dette
skulle ske for at hindre den massive flugt af (oftest unge og uddannede) tyskere
fra DDR til Vesttyskland, noget som bevirkede, at DDR var ved at kollapse
økonomisk. 3,12 millioner tyskere havde siden 1949 fundet vejen fra DDR til
Vesttyskland.
Før Berlinmuren blev bygget, var der ikke restriktioner på rejser mellem Øst- og
Vestberlin (i modsætning til rejser mellem DDR og Vesttyskland), og tyskere i
DDR, som ønskede at komme til Vesten, kunne rejse direkte ind i Vestberlin for
så at flygte til Vesttyskland. Det var desuden ikke usædvanligt, at tyskere
bosat i DDR arbejdede i Vestberlin: Østberlin havde besvær med at besætte 45.000
arbejdspladser, mens 53.000 østberlinere arbejdede i Vestberlin og fik halvdelen
af deres løn i "hårde" D-Mark.
Der havde i dagene før 12. august 1961 været meldt om øget militær aktivitet fra
DDR's side omkring Berlin, og alle DDR's miltære enheder var sat i højeste
beredskab fra midnat 13. august. Samtidig blev S-banetogene stoppet unormalt på
sektorgrænsen, og det østtyske nyhedsbureau ADN udsendte en pressemeddelelse kl.
01.11, som på vegne af alle Warszawapagtlande erklærede, at det er besluttet at
iværksætte en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin. Første
melding fra RIAS (amerikansk radio i Berlin) kom kl. 03.25 og meldte kort at
store militære styrker fra DDR har i nat spærret grænsen mellem Øst- og
Vestberlin. 69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt og al S- og
U-banetrafik standset bortset fra på Bahnhof Berlin Friedrichstraße, hvor
overgang blev tilladt under streng kontrol. Til sidst var det kun posttoget
mellem Bahnhof Zoo og Bahnhof Friedrichstrasse, som kørte mellem Øst- og
Vestberlin.
Kort tid efter blev yderligere fem af de tolv åbne overgange spærret, og DDR's
opfordring til vestberlinerne om at holde hundrede meters afstand til muren
førte til, at amerikanerne sendte panserafdelinger til sektorgrænsen.
Delingen førte også til andre mere bizarre episoder. På grund af den pludselige
deling blev 1 300 børn spærret inde i Østberlin, mens de var på besøg hos
familie eller venner. De sidste kom ikke hjem før tre måneder efter delingen.
Ligkister blev udvekslet hver onsdag ved Heinrich-Heine-Strasse. Desuden udgik
der 16. august en opfordring blandt Vestberlins indbyggere om ikke at bruge
S-banen, som efter aftale mellem de fire sejrsmagter blev drevet af DDR.
Tællingen 23. august viste, at passagerantallet gik ned fra 500.000 til 100.000